Øjebliks øjesten

Hun lader sin hånd skubbe håret om bag øret. Jeg kan høre hendes fod, som tripper en smule, imens hun kigger op til mig med et blink i øjet og et bid i læben. Duften af sommer og hendes parfume fylder mine tanker. Jeg kan mærke min puls stige i samme takt som hun nærmer sig mig. Hun læner sig imod mig og går op på tær. Lukke øjnene og mærker følelsen af varme sprede sig fra munden. Først ned i maven og med en svulmende kraft oppuster den mig, så jeg er ved at svæve. Jeg er mæt, men stadig så umættelig. Jeg kan mærke glæden sprede sig. Mine kinder sidder fast langt oppe. Jeg har ikke lyst til at lukke øjnene. Jeg kan ikke trække vejret, så jeg holder det i stedet, imens vores læber mødes for anden gang. End endnu større følelse spreder sig igennem hele min krop og varmer den op til smeltepunktet. Jeg tager mine arme omkring hende og trækker hende til mig. Holder fast i hende, som var hun min livline, og hun holder fast i mig, som var jeg hendes. Og der i det ene øjeblik, er hun min øjebliks øjesten. Hun er min isflage, og jeg er hendes. Vi holder hinanden op af det iskolde vand af ensomhed, som man svømmer rundt i, når man nu engang lever. Hun er min redningsvest, og jeg er hendes redningsmand. Et gensidigt forhold, hvor vi begge får lige meget ud af det. Overlevelse, men jeg springer fra isflage til isflage. Fra redningsbåd til redningsbåd. For jeg vil finde slutningen på eventyret, før jeg finder vejen hjem.