Og der stod jeg sammen med skarsildens mægtige flammer, som brændte mig op. Jeg var ikke død. Jeg var ikke i satans helvede, men i mit eget. Fordi jeg vidste, jeg ville være forevigt alene, og hvad der brændte mig op indefra var min samvittigheds glødende jernskjorte, som omklamrende sad på min hjertes kolde spydbarriere. Galskaben kradser mine øjne ud. Dyriskheden spiser min kærlighed. "Kannibal!" råber folk efter mig, når jeg går på gaden, fordi de ved, at jeg spiste min kærlighed. Jeg holdt den inde til den sprang ud af panden på mig og flækkede mit kranie, hvor der så sprang alle de melankolske tanker, jeg nu engang tænkte, frem af mørkets dunke afkroge. Jeg fik heldigvis lappet hullet igen. Jeg kan jo ikke have, at det trækker til hjernen, og folk kan se mine tanker. Det får jeg jo bare hjernefrys af. Men jeg fryser jo alligevel, fordi verdenen er så kold. Jeg dør jo alligevel, fordi verdenen er så kold. Jeg overlever kun, fordi jeg ved, at jeg har chancen for at ramme lava, kærlighed, der brænder mig op, men i det mindste dør jeg ikke som en istap. Eller en gammel ensom mand på et plejehjem der venter på sin gamle ven døden, som vil hjælpe ham over på den anden side. Han har mødt døden mange gange, fordi døden har været på besøg hos alle den gamle mands familie og venner. Indtil den dag hvor døden vil lade ham slippe ud af skarsild, så vil han skrige i smerte indefra, men han har ikke kræfterne til at gøre det. Han vil gå med hans byrde af en glødende jernskjorte, som efterlader krumrygget med kun et dødsønske på tankerne, fordi hans hoved er åbent, og det er der fuldstændig nøgen, som ham selv. Han har mistet lysten til livet, og det er den situation, jeg frygter. At være nødt til at forlade på mine egne primiser, fordi døden er sent på den. Jeg er træt af min skarsild, jeg er træt af min galskab, min dyriskhed, men værst af alt, så er jeg bange for at være træt af livet, fordi livet er trættende, når man ser på det. Gør mig søvnig. Hypnotiserer mig med drømme, håb og alt andet som kun findes i tv-serier. Du kunne ligeså godt love mig kærlighed og en lys fremtid. Det er ligeså usandsynligt som min egen tilgivelse af mig selv. Lige så usandsynligt som min egen accept. Ligeså usandsynlig som blomstring af min egen kærligheds blomst, som jeg alligevel har sprøjtet til med min skarsilds flammer.

Og for et sekund glemmer jeg virkeligheden. Verdenerne blander sig sammen og der er ingen grænser for, hvad jeg kan. Jeg ser træer flytte sig, jeg ser tiden gå, vinke og vende sig om. Jeg ser træerne flytte sig igen. Jeg ser bunden på glasset. Jeg ser det bliver fyldt op. Jeg ser mig selv gå tilbage og aflevere min øl. Jeg ser mig selv spytte vodkaen tilbage i flasken. Jeg ser mig selv gå ud af og døren. Til der jeg var ædru. Og derefter smadres verden af en indhalering. Fylder min lunge og pludselig føles alting så tilpas. Alle muskler i kroppen slapper af, og nakken falder bagover med et støn, som lyder: Endelig. Der slapper jeg af. Lige indtil virkningen går over. Lige indtil virkeligheden skildrer sig af med drømmene. Hvor mit Utopia brænder foran mine øjne, som var der ild i min sjæl. Derefter venter jeg til næste gang, at døren viser sig.

Fatning

Fanget i fortidens fortvivlende spind af tanker

Fanget i forholdets stadig eksisterende lænker

Du og jeg var venner og lidt mere

For mine følelser var blevet til flere

Jeg indrømmer, at du er et savn.

Jeg vågner stadig med dit navn

I mit sinds livløse center

Hvor jeg stadig venter

På at kærlighed skyder op

Og endelig genopliver min krop

Du har stadig mit hjerte i din favn

Jeg håber det kommer dig til gavn

Mere end det gjorde for mig

Da jeg forelskede mig i dig

Jeg venter stadig på at blive hel

Men du har stadig en del

Jeg er nødt til at finde en erstatning

For jeg har mistet min fatning

Tak

Tak for mine tåre
Tak for blodet i mine åre
Tak for livet
Jeg takker for hvem jeg er blevet
Tak for slag
Tak for idag
Tak for i går
Jeg takker for hvad jeg når
Tak for mine smerter
Tak for knuste hjerter
Tak for skrig og skrål
Jeg takker for alle mine mål
Tak for smerte
Tak for smerte
Tak for alting moder
Jeg takker for ironi
Fordi den bruger jeg flittigt her.

Blomsten

Og hun sagde, at kærlighed betød alt for hende. At kærlighed var essensen i livet. Livets nektar. At forelskelse var et frø i jorden, som skød igennem den hårde asfalt. Imens det lille spir slyngede sig imod himlen som en utopisk trappe til himlen. Den lille knop i spidsen bliver større og større og den åbner sig. Lige foran mig. Kærlighed blomstrer. Og jeg tramper på det. Jeg knækker hovedet af. Og jeg pisser på det. Og jeg spytter. Fordi dét er, hvad du har lært mig, og hvad mere kan jeg gøre end det?