In my soul's core there is a battle going on. Desperate I try to solve the conflict, but the roars and voices of thousands arise from my dark and gloomy soul. They stand high and proud. Because they believe in themselves. Unfortunately I don't. Since I'm divided in 2. Logic and Love. I seem to let my feelings decide too enough or that's atleast what my logic tells me. Nothing can be without an opposit. I hope my opposit can take me near enough for a hug, a kiss, a whisper. Loneliness gets lonely quickly even though I will always my battle inside my chest, I have no one to share my struggle with, but in the end. Do I want to do so? Would I allow myself to dump my questions on her, or will I guard her as the bible infront of the heart and protect her from all harm. I bet the diffrence is big. She will just leave me like everyone else intend to do.

Kælke

Som 2 legende børns latter fylder min øregangs endeløse stillekorridor. Hvor enten andet end min dybeste tanker og vildeste drømme ekkoer imod intetheden. Deres smil, deres grin, deres latter, deres uskyldighed fylder mit hjerte med den glæde, som jeg selv har glemt. Jeg vil kælke igen.  Mærke sneens omfavnelse, varme mig og samtidigt køle mig ned. Mærke hvordan dets kulde sætter mit hjertes banken igang som et død mand ramt af et elektrochok. Mærke suset i maven, når man vælter, men samtidigt rejse sig op straks bagefter, som om intet var sket og grinte af det. Dengang hvor man var bedste venner ved et øjekast og uadskillige efter en time. Ingen bekymringer. Ingen forpligtelser. Men som tiderne gik og smilet forsvandt, er man nødt til at blive mindet om, hvordan det engang var, ikke at være ved at være voksen.