Hvor han er

En lille pige så op på hendes grædende mor med et forundret blik.
"Hvor er far henne?"
"Han er ude at rejse i lang tid søde skat" sagde hun med gråd i stemmen
"Kan jeg se ham på en globus?"
"Jeg tvivler. Kig i en billedbog"
"Hvad med i et atlas?"
"Tror jeg heller ikke. Der er ikke kort over, hvor han er"
"Kan jeg så ringe til ham?"
"Der er ingen dækning, hvor han er"
"Hvordan kan jeg høre ham igen?"
"Lyt til vores telefonsvarer."
"Hvordan kan jeg så føle ham igen?"
"Føl dit hjerte banke, en del af ham er dig."
"Hvordan kan jeg så sige, jeg elsker ham igen?"
"Sig det imod himlen, han hører hvert et ord, du siger."
"Svarer han tilbage?"
"Der er ingen svar, hvor han er"

Jeg ved ikke, om det var smilet på hendes læber eller lyset i øjnene på hende når hun grinte, der gjorde mine knæ bløde. Men en ting var sikkert. Aldrig havde en favn været så åben, aldrig havde en is været så brudt. Det var et flydende hav af følelser, og vi flød rundt på en åkande i midten af Monets billeder. Det enkelte øjeblik, det evige lyriske evighed der fylgte os med en glæde så ubeskrivelig. Jeg havde aldrig forestillet mig, at mit hjerte føle sådan, som det gjorde der midt i søen, hvor vi sejlede på åkanden. Det var lige meget om vi væltede ved verdens ende for jeg ville med glæde falde i fælderne for dig, for du var alting for mig der, og jeg var et brudstykke for dig. En del af dit puslespil. Ser du nu? Jeg kunne ikke kysse dig i frygt for ikke at blive kysset tilbage. Jeg kunne ikke elske dig i frygt for ikke at blive elsket. Men fordi jeg ikke kunne sige noget af det, jeg mente gled du væk. Vores lille åkande blev delt i to, og nu er vi på hver vores portræt af et lyrisk øjeblik. Mit billede hænger i dit bibliotek, og dit hænger i mit.