Jeg ved ikke, om det var smilet på hendes læber eller lyset i øjnene på hende når hun grinte, der gjorde mine knæ bløde. Men en ting var sikkert. Aldrig havde en favn været så åben, aldrig havde en is været så brudt. Det var et flydende hav af følelser, og vi flød rundt på en åkande i midten af Monets billeder. Det enkelte øjeblik, det evige lyriske evighed der fylgte os med en glæde så ubeskrivelig. Jeg havde aldrig forestillet mig, at mit hjerte føle sådan, som det gjorde der midt i søen, hvor vi sejlede på åkanden. Det var lige meget om vi væltede ved verdens ende for jeg ville med glæde falde i fælderne for dig, for du var alting for mig der, og jeg var et brudstykke for dig. En del af dit puslespil. Ser du nu? Jeg kunne ikke kysse dig i frygt for ikke at blive kysset tilbage. Jeg kunne ikke elske dig i frygt for ikke at blive elsket. Men fordi jeg ikke kunne sige noget af det, jeg mente gled du væk. Vores lille åkande blev delt i to, og nu er vi på hver vores portræt af et lyrisk øjeblik. Mit billede hænger i dit bibliotek, og dit hænger i mit.