I dine øjnes dyb vil jeg drukne mig selv i druk
Fordi min melankoli er mere end magtløshed
Drikker Latin Lover indtil lortet er ved at luk'
Til fornemmelsen er færdig og fed

Opkast ordner også overgangsalderen
Fra barn til bums uden bukser og kluns,
Knus og kram gives til kalderen
Der altid alarmerer et antal ambulanceførere

Endelig er evigheden endt
Rører respirationens ring
Da hjertes hule hede er hændt
I ens indres inderste ingenting

Citron cmilet cirkulerer
Gerne om gnavne gamle gængere
Som siden sender sig selv til skyerne

Som sneens tilbagetrækning trækker min vinterdepression sig tilbage til min kerne. Hvor den næste vil springe frem fra mørkets dunkle afkroge, hvor kun pest og kolera cirkler omkring ægte kaos. Hvor hjertes tykke tjære fortærer hjertens besked om kærlighed i tung kamp om tungekys og lindrende tider med tryghed og tillid. Til tider ville jeg ønske, at jeg havde frie vinger og ikke føle mig forpligtet til at blive i mit åbne bur. Men jeg er vidst bange for, at den fortabte søn ikke kan blive genfundet af sig selv, men når jeg så vender vejen tilbage. Vil jeg for evigt ligge foran jeres dør, som en forladt nyfødt, som aldrig er blevet fundet. Bare efterladt for sig selv i ensomhed.

Mig

I vintersolens berøring ligger der den kærlighed, som jeg så desperat leder efter. Så derfor kan du finde mig liggende på sneen med et smil på sjælen. På en fjern mark langt væk fra alt og alle og alting. Og når folk endelig finder mig, så går de væk, fordi hvem vil se på en nøgen dreng på en mark. Jeg er afhængig af kærlighed. Ikke den gensidige af slagsen. Det er for nemt. Labyrinten er først sjov, når man ikke kan finde udvejen. Lige indtil man mister forstanden og dræber sig selv. Og så går man rundt, som et hjerteløst uhyre og kigger på blanke hvide vægge med tomme øjne og ildelugtende ånde, fordi man langsomt rådner væk indenfra og bliver til intet andet end en krøbling. Men det slutter ikke der. Når man er i rullestolen som en grøntsag, så finder man ud. Ud af hvem man er helt på bunden. På bunden er vi alle egoistiske psykopater med fordrejede livs syn, paranoide bagtanker om alt og alle og alting. Så derfor bliver jeg liggende på marken i vintersolen og mærker dens berøring.