Jeg er djævelen i forklædning
Med kutte, kys og knuste hjerter
Du tror, jeg er din redning
Men forvolder endnu større smerter
End du endnu kan forestille dig
End du endnu kan forholde dig
til,
Fordi jeg spinder dig rundt i mit spil
af spind,
Dræber dig langsomt og kvæler dit sind
Kysse dig blidt og aer din kind
Er du det kærlighed du vil find'?
Så skal du vandre i blinde
Følge dig på vej er ikke, hvad jeg har i sinde
For mit sind er ædt op af sultne tanker om kød
Enhver levende tanke om en uskyldig rød død
Jeg er den sorte ridder uden hest
Kolera og pest
Den uinviterede gæst
Der crasher din fest
Jeg var ham de andre ikke måtte lege med
Men har jeg taget afsked
Til de foredomme der gjorde mig så ked
Gjorde mig fysisk umulig at red'
Indså hurtigt mine store talegaver og mindreværds komplekser
Indså mit kvikke hoved og mine psykotiske tendenser
Der er ikke stor forskel på gal og genial
Sejler min egen båd i min egen kanal
Min riviera helt for mig selv
Skaber vrangforestillinger for at slå ensomheden ihjel

Øjebliks øjesten

Hun lader sin hånd skubbe håret om bag øret. Jeg kan høre hendes fod, som tripper en smule, imens hun kigger op til mig med et blink i øjet og et bid i læben. Duften af sommer og hendes parfume fylder mine tanker. Jeg kan mærke min puls stige i samme takt som hun nærmer sig mig. Hun læner sig imod mig og går op på tær. Lukke øjnene og mærker følelsen af varme sprede sig fra munden. Først ned i maven og med en svulmende kraft oppuster den mig, så jeg er ved at svæve. Jeg er mæt, men stadig så umættelig. Jeg kan mærke glæden sprede sig. Mine kinder sidder fast langt oppe. Jeg har ikke lyst til at lukke øjnene. Jeg kan ikke trække vejret, så jeg holder det i stedet, imens vores læber mødes for anden gang. End endnu større følelse spreder sig igennem hele min krop og varmer den op til smeltepunktet. Jeg tager mine arme omkring hende og trækker hende til mig. Holder fast i hende, som var hun min livline, og hun holder fast i mig, som var jeg hendes. Og der i det ene øjeblik, er hun min øjebliks øjesten. Hun er min isflage, og jeg er hendes. Vi holder hinanden op af det iskolde vand af ensomhed, som man svømmer rundt i, når man nu engang lever. Hun er min redningsvest, og jeg er hendes redningsmand. Et gensidigt forhold, hvor vi begge får lige meget ud af det. Overlevelse, men jeg springer fra isflage til isflage. Fra redningsbåd til redningsbåd. For jeg vil finde slutningen på eventyret, før jeg finder vejen hjem.

Sidder på et stoppested
Med matematik i hånden
Og venter
Afgangen er uvist
Men dog stadig bevidst
Tvivlen tvivler om den eksisterer
For alting er vel forudbestemt
Mønstre skabes som sætninger på mit papir
Alting, selv adfærd kan sættes i bås
For alting kan regnes frem til,
men nødvendigvis ikke regnes med.
For selv det mest sikre våben
Kan gå i baglås
For selv den mest sikre lås
Kan gå i baglås
For selv den mest sikre
Kan gå i baglås
Sidder fast i ordene
Som fluer på fluepapir
Venter på døden. Begravet i klister
Og her sidder jeg klister
Til stoppestedet
Af håb
Om kærlighed
Til evig tid

Fortid, nutid, fremtid

For fortid blev til historie, nutid blev til fortid og fremtid blev til nutid. Vi lovede, vi ville være til i fremtiden, men vi lavede ikke andet end at gemme os bag fortidens traumer og nutidens spekuleringer. Vi var uvidende om os selv og om hinanden. Men i nogle korte dage var vi, ikke du og jeg, men os. For de nostalgiske tårer der triller ned af mine kinder, når jeg kigger igennem vores fortid, min fortid og indser, at du er en del af den, skærer igennem mig. Lillesøster, storebror, elskende, forelskede, soul mates, venner. Alle forsøg på at overgå hinanden i at smigre mest. Det hedder vores fortid, min nutid og en andens fremtid

Fortov

Fordi man ser på hende og beundrer hendes skønhed, personlighed og alting ved hende. Men vil hun være den samme, når jeg bliver ædru? Hendes blik flakker rundt i natten, som var der millioner af guldsmede der prøvede at male hele himlen flammende orange. Hun finder morskab i at sparke til en tom dåse på vejen. Grinende, smilende danser hun rundt i hendes kjole der flagrer bag hende. Kjolen rammer blødt hendes lår, da hun stopper og kigger på mig med et smil på læben, imens hun stille bider sig læben. Nærmer sig stille og roligt, som var hun en gepard på savannen. Overfalder mig med kys. Vi falder til jorden, og vi griner på fortovet tæt på kirkegården.  Men vi tænker ikke over imorgen, igår eller lige om lidt. Ser imod himlen hvor synet er forvrænget. Alting ser så stort ud i forhold til én selv. Hun kender mig næppe, og jeg er ikke sikker på, at jeg kan huske hende imorgen, og det her i morgen, men hvem siger jeg er her imorgen? Jeg burde ligge på fortovet noget oftere, også når jeg ædru og nødvendigvis ikke med en pige. Bare nyde luftet og duften af øjeblikket. Stanken af morgenbrød skal jeg først tænke på imorgen.

De 2 som engang var elskende, er ikke længere så. De er kun skygger af deres skygge, og de kan ikke længere kende hinanden. Jeg er vokset op med en underlig substans som forældre, fordi de konstant skifter form. De elsker hinanden, men de ELSKER ikke hinanden. Flammen er blevet pustet ud af talen om pension og om hvilken kartoffelskræller der er bedst. Deres drømme om vilde safarier og om rigdom er blevet skiftet ud med Ikea møbler og stel fra Kop & Kande. Hvilken der selvfølgelig ikke er noget galt med, men jeg tror, at man er den alder, man gør sig til. Mine forældre kunne have gået i børnehaveklasse med Jesus og været konfirmeret sammen med deres egne forældre. De glemte, hvad det er at være ung. De få gange alkohol kommer indenbors skal det ud af systemet igen hurtigst muligt, som var det dagen efter man havde røget skunk, og man skulle tage en pistest.

Sidder og tænker tanker endnu en gang i nat
Hører vibration fra telefon, men den er bare opladt.
Skuffet vender jeg endnu en gang stolen
For tanken om en besked, lyste op som solen.
For når man er ensom alene i et tomt rum
Kan man alligevel godt føle sig dum
Når man bliver spændt af en besked
Ligeglad med hvad kontakten hed
For man føler sig druknet af ensomhed
Opslugt af kedsomhed.

I en kø til at dø

Og den måde hendes korte shorts omfavnede hendes ben. Og den måde hendes smil var ubeskriveligt. Og selvfølgelig også den måde hendes øjne glimtede pga. den tætte røg og lyset. Ja, den måde lyset ramte hendes hud, som var ren som et nyfødt barn. Ja, den måde som hun et nyfødt barn smilte til mig med et glimt i øjet. Ja, det glimt i hendes øje, der kunne sende enhver gulvet. Ja, den måde gulvet var så lige og så stille. Stille, ja stille. Stille som vores samtale. Død som vores samtale. Død. Ja da, jeg har set ham et par gange. Når man nu går morgentur på motorvejen, hvor der er oversvømmelse. Dog ikke af regnvand, men det er frustationståre over livet i en kø. I en kø til at dø. Alle folk siger, man skal videre i livet. Men man går da heller ikke altid forlæns? Hvem siger ikke, at der er mindre fremgang i at gå forlæns, baglæns og sidelæns, som der er i at stå stille. Stå stille om sine principper og bare nyde en aften, hvor man ikke går frem i køen. I køen til at dø. I koen. I køn. Ja, køn var hun. Men jeg kunne se på hende, at der var et slør af mystik bag hendes pupillers mørke dunklen. Som bare gjorde hende endnu mere mystisk og endnu mere tiltrækkende. Men det så ud som om, at hun var kommet lidt på at gå frem i køen til at dø. Jeg håber, hun kan stå ved side af mig resten af vejen.

Jeg er tørstig, og hjertet gør ondt. Jeg ser ting foran mig, som ikke er der. Ørkenen er lang. Jeg hallucinationere, at livet er værd at leve. Jeg er tørstig efter kærlighed.

Vanitas

”Vi er rustne søm

I en gennemhullet papæske.

Vi venter på at blive slået

På plads i vores kasse

Men jeg bliver et skævt søm

Og river hul i verden, som vi kender den

Vi er fordærvet kød

Med fluer sværmende omkring

Vi venter på at blive spist

Til deres fornøjelse

Men jeg bliver et dårligt måltid

Og river hul i maven, som vi kender den

Vi er blanke spejle

I et lufttomt rum

Vi venter på at blive spejlet

Fra vores tynde side

Men spejlingen af et spejl er blankt

Og river hul i bevidstheden"

Busstation

Busserne kører forbi mig
Svarer mine spørgsmål med et nej
Fordi vi sidder på skillestationen på hver vores bænk
Vores forholds skib er skudt i sænk
Af nervepirrende spørgsmålstegn
Som den deprimerende efterårsregn
Og nu flygter vi i hver vores retning
Der er brud på vores plastik indpakning
Jeg bliver kvalt, kvalt siger jeg dig!
Af verdens hårde jerngreb
Eller egentlig bare et velbundet reb
Der efterlader mig dinglende, hej!
Siger jeg, eller sådan ser det er ud
Når jeg hænger ved galgens knude.

Folk har ofte svært ved at finde grund til at dræbe dem selv
Jeg har svært ved at finde en grund til at lade være
Har egentlig prøvet at slå mig selv ihjel
Men jeg er åbenbart ikke herre
Over mig eget liv
Naiv
Tror jeg på alting, ingenting og lidt af det løse

Men har det egentlig en reel betydning?
At naturen er ved at lave en voldsom oprydning?
Lader de svageste dø i moder jords favn
Og ikke en eneste skænker et savn
Et minut, et sekund for den døde
Samtidigt med alting er nyhederne sukkersøde

Jeg drukner i sødet syntetisk opkast
Imens jeg prøver at holde fast
På endestations bænkekant
Hvor jeg intet fandt
Udover et savn
For at hviske dit navn

Inhaler ekshaler

Først da jeg var ved at tage mit liv
Indså jeg, jeg var depressiv
Først da klippen var mere attraktiv
End at leve langt kedeligt liv

Inhaler, ekshaler
Mine demoner bliver til flere
Jeg tvivler, jeg kan tage det mere
Sender jointen efter jeg har ekshaleret

Nu har jeg endelig drukket mig fuld nok
Til at gå amok
Til at slå hjernen fra
Og snakke til dig
Finde på alt det jeg har
Fordi jeg ved, jeg aldrig vil være nok for dig.

Det er værste er, når jeg er ensom i min flok
Når tårerne presser og jeg har fået nok
Der føler jeg mig allermest ensom
Fordi ingen er opmærksom

Paranoiaen skriger fra skyggerne
Når jeg prøver at samle stykkerne
Af mit knuste hjerte spredt udover alt
At leve uden hjerte er fatalt

Jeg går rundt som et hjerneløst offer
Med kanyle i armen, væk på stoffer
Men egentlig er jeg bare ulykkelig forelsket
Men det skærer dybere i flæsket

Fordi mine mindreværdskomplekser
Ændrer mine vaner og tendenser
Min vaskning af hænder
Og børstning af tænder
OCDen sparker ind
Forværrer mit sind

Men på den anden side
Jeg kan ikke blive mere deform
Hvad mere kan jeg lide
For smerten er enorm

Min kærlighed, min kærlighed
Hvorfor har du forladt mig?
Var jeg bare blind og selvfed
Så jeg forelskede mig i dig

Fordi dit væsen måske kunne ændre mig
Men du responderende med et nej
Men hvad havde jeg regnet med?
For hvordan skulle du kunne give mig kærlighed

Når jeg har svært ved at elske mig selv
Men nemt ved at slå mig selv ihjel

Og der stod jeg sammen med skarsildens mægtige flammer, som brændte mig op. Jeg var ikke død. Jeg var ikke i satans helvede, men i mit eget. Fordi jeg vidste, jeg ville være forevigt alene, og hvad der brændte mig op indefra var min samvittigheds glødende jernskjorte, som omklamrende sad på min hjertes kolde spydbarriere. Galskaben kradser mine øjne ud. Dyriskheden spiser min kærlighed. "Kannibal!" råber folk efter mig, når jeg går på gaden, fordi de ved, at jeg spiste min kærlighed. Jeg holdt den inde til den sprang ud af panden på mig og flækkede mit kranie, hvor der så sprang alle de melankolske tanker, jeg nu engang tænkte, frem af mørkets dunke afkroge. Jeg fik heldigvis lappet hullet igen. Jeg kan jo ikke have, at det trækker til hjernen, og folk kan se mine tanker. Det får jeg jo bare hjernefrys af. Men jeg fryser jo alligevel, fordi verdenen er så kold. Jeg dør jo alligevel, fordi verdenen er så kold. Jeg overlever kun, fordi jeg ved, at jeg har chancen for at ramme lava, kærlighed, der brænder mig op, men i det mindste dør jeg ikke som en istap. Eller en gammel ensom mand på et plejehjem der venter på sin gamle ven døden, som vil hjælpe ham over på den anden side. Han har mødt døden mange gange, fordi døden har været på besøg hos alle den gamle mands familie og venner. Indtil den dag hvor døden vil lade ham slippe ud af skarsild, så vil han skrige i smerte indefra, men han har ikke kræfterne til at gøre det. Han vil gå med hans byrde af en glødende jernskjorte, som efterlader krumrygget med kun et dødsønske på tankerne, fordi hans hoved er åbent, og det er der fuldstændig nøgen, som ham selv. Han har mistet lysten til livet, og det er den situation, jeg frygter. At være nødt til at forlade på mine egne primiser, fordi døden er sent på den. Jeg er træt af min skarsild, jeg er træt af min galskab, min dyriskhed, men værst af alt, så er jeg bange for at være træt af livet, fordi livet er trættende, når man ser på det. Gør mig søvnig. Hypnotiserer mig med drømme, håb og alt andet som kun findes i tv-serier. Du kunne ligeså godt love mig kærlighed og en lys fremtid. Det er ligeså usandsynligt som min egen tilgivelse af mig selv. Lige så usandsynligt som min egen accept. Ligeså usandsynlig som blomstring af min egen kærligheds blomst, som jeg alligevel har sprøjtet til med min skarsilds flammer.

Og for et sekund glemmer jeg virkeligheden. Verdenerne blander sig sammen og der er ingen grænser for, hvad jeg kan. Jeg ser træer flytte sig, jeg ser tiden gå, vinke og vende sig om. Jeg ser træerne flytte sig igen. Jeg ser bunden på glasset. Jeg ser det bliver fyldt op. Jeg ser mig selv gå tilbage og aflevere min øl. Jeg ser mig selv spytte vodkaen tilbage i flasken. Jeg ser mig selv gå ud af og døren. Til der jeg var ædru. Og derefter smadres verden af en indhalering. Fylder min lunge og pludselig føles alting så tilpas. Alle muskler i kroppen slapper af, og nakken falder bagover med et støn, som lyder: Endelig. Der slapper jeg af. Lige indtil virkningen går over. Lige indtil virkeligheden skildrer sig af med drømmene. Hvor mit Utopia brænder foran mine øjne, som var der ild i min sjæl. Derefter venter jeg til næste gang, at døren viser sig.

Fatning

Fanget i fortidens fortvivlende spind af tanker

Fanget i forholdets stadig eksisterende lænker

Du og jeg var venner og lidt mere

For mine følelser var blevet til flere

Jeg indrømmer, at du er et savn.

Jeg vågner stadig med dit navn

I mit sinds livløse center

Hvor jeg stadig venter

På at kærlighed skyder op

Og endelig genopliver min krop

Du har stadig mit hjerte i din favn

Jeg håber det kommer dig til gavn

Mere end det gjorde for mig

Da jeg forelskede mig i dig

Jeg venter stadig på at blive hel

Men du har stadig en del

Jeg er nødt til at finde en erstatning

For jeg har mistet min fatning

Tak

Tak for mine tåre
Tak for blodet i mine åre
Tak for livet
Jeg takker for hvem jeg er blevet
Tak for slag
Tak for idag
Tak for i går
Jeg takker for hvad jeg når
Tak for mine smerter
Tak for knuste hjerter
Tak for skrig og skrål
Jeg takker for alle mine mål
Tak for smerte
Tak for smerte
Tak for alting moder
Jeg takker for ironi
Fordi den bruger jeg flittigt her.

Blomsten

Og hun sagde, at kærlighed betød alt for hende. At kærlighed var essensen i livet. Livets nektar. At forelskelse var et frø i jorden, som skød igennem den hårde asfalt. Imens det lille spir slyngede sig imod himlen som en utopisk trappe til himlen. Den lille knop i spidsen bliver større og større og den åbner sig. Lige foran mig. Kærlighed blomstrer. Og jeg tramper på det. Jeg knækker hovedet af. Og jeg pisser på det. Og jeg spytter. Fordi dét er, hvad du har lært mig, og hvad mere kan jeg gøre end det?

Illusion

Hendes lange mørke hår og fyldige læber
Er alt hvad jeg efterstræber
Hendes hvide hud tirrer mig
Forvandler mig
Til et ustyrligt bæst drevet af lyster
Men samtidigt til den største kryser
Jeg flygter fra virkeligheden og den rigtige dig
Fordi jeg frygter det kvælende nej
Der tager al luft fra mit tunge lig
Fordi jeg kun vil ligge dig bi
Synd, at jeg ikke ved, hvem du er
Fordi jeg ville ønske vi ku' være mer
Jeg er en kæmpe kujon
Fordi jeg forelsker mig i en illusion.
Jeg tror, jeg tror, jeg tror, du er en anden
Men nu har det ramt mig, at jeg er uelskende.....

Rosens tynde lange krop slynger sig op af himlen og har dets hoved i skyerne. Mælkebøtten ser op til rosen, fordi rosen når skyerne og står stolt. Men mælkebøtten har glemt, at rosen har torne, og torne stikker om de vil det eller ej. Mælkebøtten har glemt, at rosens liv er ensomt.

I dine øjnes dyb vil jeg drukne mig selv i druk
Fordi min melankoli er mere end magtløshed
Drikker Latin Lover indtil lortet er ved at luk'
Til fornemmelsen er færdig og fed

Opkast ordner også overgangsalderen
Fra barn til bums uden bukser og kluns,
Knus og kram gives til kalderen
Der altid alarmerer et antal ambulanceførere

Endelig er evigheden endt
Rører respirationens ring
Da hjertes hule hede er hændt
I ens indres inderste ingenting

Citron cmilet cirkulerer
Gerne om gnavne gamle gængere
Som siden sender sig selv til skyerne

Som sneens tilbagetrækning trækker min vinterdepression sig tilbage til min kerne. Hvor den næste vil springe frem fra mørkets dunkle afkroge, hvor kun pest og kolera cirkler omkring ægte kaos. Hvor hjertes tykke tjære fortærer hjertens besked om kærlighed i tung kamp om tungekys og lindrende tider med tryghed og tillid. Til tider ville jeg ønske, at jeg havde frie vinger og ikke føle mig forpligtet til at blive i mit åbne bur. Men jeg er vidst bange for, at den fortabte søn ikke kan blive genfundet af sig selv, men når jeg så vender vejen tilbage. Vil jeg for evigt ligge foran jeres dør, som en forladt nyfødt, som aldrig er blevet fundet. Bare efterladt for sig selv i ensomhed.

Mig

I vintersolens berøring ligger der den kærlighed, som jeg så desperat leder efter. Så derfor kan du finde mig liggende på sneen med et smil på sjælen. På en fjern mark langt væk fra alt og alle og alting. Og når folk endelig finder mig, så går de væk, fordi hvem vil se på en nøgen dreng på en mark. Jeg er afhængig af kærlighed. Ikke den gensidige af slagsen. Det er for nemt. Labyrinten er først sjov, når man ikke kan finde udvejen. Lige indtil man mister forstanden og dræber sig selv. Og så går man rundt, som et hjerteløst uhyre og kigger på blanke hvide vægge med tomme øjne og ildelugtende ånde, fordi man langsomt rådner væk indenfra og bliver til intet andet end en krøbling. Men det slutter ikke der. Når man er i rullestolen som en grøntsag, så finder man ud. Ud af hvem man er helt på bunden. På bunden er vi alle egoistiske psykopater med fordrejede livs syn, paranoide bagtanker om alt og alle og alting. Så derfor bliver jeg liggende på marken i vintersolen og mærker dens berøring.