In my soul's core there is a battle going on. Desperate I try to solve the conflict, but the roars and voices of thousands arise from my dark and gloomy soul. They stand high and proud. Because they believe in themselves. Unfortunately I don't. Since I'm divided in 2. Logic and Love. I seem to let my feelings decide too enough or that's atleast what my logic tells me. Nothing can be without an opposit. I hope my opposit can take me near enough for a hug, a kiss, a whisper. Loneliness gets lonely quickly even though I will always my battle inside my chest, I have no one to share my struggle with, but in the end. Do I want to do so? Would I allow myself to dump my questions on her, or will I guard her as the bible infront of the heart and protect her from all harm. I bet the diffrence is big. She will just leave me like everyone else intend to do.

Kælke

Som 2 legende børns latter fylder min øregangs endeløse stillekorridor. Hvor enten andet end min dybeste tanker og vildeste drømme ekkoer imod intetheden. Deres smil, deres grin, deres latter, deres uskyldighed fylder mit hjerte med den glæde, som jeg selv har glemt. Jeg vil kælke igen.  Mærke sneens omfavnelse, varme mig og samtidigt køle mig ned. Mærke hvordan dets kulde sætter mit hjertes banken igang som et død mand ramt af et elektrochok. Mærke suset i maven, når man vælter, men samtidigt rejse sig op straks bagefter, som om intet var sket og grinte af det. Dengang hvor man var bedste venner ved et øjekast og uadskillige efter en time. Ingen bekymringer. Ingen forpligtelser. Men som tiderne gik og smilet forsvandt, er man nødt til at blive mindet om, hvordan det engang var, ikke at være ved at være voksen.

Moving on

And suddenly the stars did not shine as bright as they used to. The music did not sound as heavenly as it used to. Your lips did not taste like they used to. Your voice did not fill the air as it used to. Your tears did not hurt as they used to. I guess this is what they call moving on, but why do I have to move on. It is easier loving someone who do not know. Then not loving anyone at all. Not even yourself. I guess I like the pain. I guess I believe I deserve it. I feel like flying on the wings of love again. Through the skies while having my arm around your waist. Your head on my shoulder and you on my mind. Keep me etangled please. Without the vines around my feet, I cannot stand. Without you I am rootless. I am nothing else than withered leaves in the wind. Left on the ground and slowly rotting into ground. Hopefully I will be the ground for another tree.

Yet again

Her eyes were nailed to the floor. Her thoughts were about him. While his were about someone else. She bit her lip. She checked her phone again for an answer, but none had come. She was in the crowd off hundreds. The band was playing, but her eyes were still nailed. She could not breath. She felt the world fade away, and slowly turning pitch black infront of her eyes. The darkness filled her. Leaving rivers in her trail, while words of pain and curses of agony was fighting to get out of her mouth. Suddenly a gentle pair of arms embrassed her and wiped the tear of her face. A light in the horizon. She woke up, when the crowd clapped. "When flying on love, a parachute won't take the fall"

She sat for herself. In her hand she had another persons heart. Mine to be precise. She obviously haven't noticed it yet. I guess that if I just hush about it all. I won't be hurt. She says she's in love with a friend of mine. I look at her and tell her that she can who ever she want to. She nods, but her hearing is blocked. Her sight is blinded. Her sences are cut off and she is no longer reachable. I gave her all my time. I gave her all my heart. She tried to explain but she didn't excuse. Her voice still echoes in my ears and it will for eternity. I may never see her face, but I will not forget. I don't wish to be with her, I just wish the best for her whether or not it was with me is not the important factor. I want to see her smiling and not just a superficial one. I want to see her reshine again. Come out from the blur where she is now. She could've painted the world with colors, but she chose to remove them instead. She could've sung the secret chord, but instead she stopped singing. She could've flied, but instead she crashed. She could've inlighted my world, but instead she destroyed it.

Cards

The dealer deal
The cards of my life
Life is a strife
The battles are what I feel
You have 4 aces, while I have none
I've lost before the battle has begun
I'm sitting two-seven
While you're on eleven
I guess I've never been good at solitaire
Because the cards you've laid aren't fair
Fuck you with your royal straight flush
I'm playing drinking games for the rush
So lets compare
And tear
My dreams of a happy life apart
Says the knight of heart
I'm nothing of else than a checker for you
Millions of suicides you've pulled me through
But I will stand tall and beat the king
Seal your word with a ring
I'll go fish in the pond
Steal pairs, while you are gone
Keep your head in the game
When you lose, you are the one to blame
Or the house
Card house
What are the odds?
To win lots?
They are there, I swear they are!
While I cheat the cards
Play fair?
Hell no tards.
Life is about not getting the best cards
But making everyone else believe you have them

Heart

A heavy breath was heard from the back.
The night outside was cold and black.
The father focused on the long road
While the children dreamt of
The day tomorrow
Little friend don't fall asleep
It may be the last thing you do
Lets hope father can survive the night through
Because outside the world is waiting
Trying to kill you as fast as possible
So little friend don't be fooled
There is a devil in everyone
Aswell as an angel
But we are mere human
Therefore guard
Your face
Your thoughts
Your dreams
and hide your tears
Because no one wants a broken heart
in return for a whole
Therefore I drive alone

Lykken

At prøve at finde lykken
Er som at stikke hovedet i løkken
Fordi alle ved at lykke er opdigtet pis
Efterlader kun personens omrids

Regnbuen finder aldrig en ende
Man kommer nok aldrig over hende
Livet er langt lykken er kort
Værst af den der indser
At livet er lort

Jeg vil svinge leen selv
Springe fra min egen klippe
Og med lidt held
Bare ligge
Og indse at jorden stadig drejer uden min eksistens

At dø ældst er den værste død
Når man er efterladt
Når man alene ser en morgenrød
Ser mod himlen og føler hadet
Af skaberen selv
Der er man uden held

Hestesko, firkløver og regnbuer
Er til at for at narre
Indse hvad verden er og hvad den truer
Lev i nuet og dø ung
Fortæl dem du elsker, hvad de betyder
Heller før end forsent

Du betød himlen, hvil nu i fred
Dit smil kan min dag
Ikke længere red
Fordi du er ikke til længere

Berøring

Lyset bliver reflekteret i dine pupiller

Jeg drukner og drukner i dig

Mine læber tier

Imens dine svarer nej

Fortvivlet er jeg med dig i mine arme

Fordi jeg ved, at det er sidste gang

at jeg mærker din krop og din varme

Fra hjertets bund, jeg føler trang

Til at ligge og falde i staver

Dig og mig sammen

I eders haver

Hvor berøring overlarmer larmen

Jeg tager dig til mine inderste tanker

Jeg tager dig til bunden af mit øje

Så lyt efter nøje

Og hold mig i hanker

Fordi jeg springer, når klippen byder

Jeg hænger ud

Jeg svømmer ej, når skibet ej flyder

Vender vrangen på min hud

Life

Life itself is undescribeable. The way air fills your lungs with false hope and promisses about a world, which can become yours if you try hard enough. But what if the light in the horizon is too far away and out of reach? What do you do? I've most likely hit the wall of agony so many times that I've stopped keeping tracks. Lost trace in this never ending maze of love, hatred and pain from a broken heart, promisses and the constant agony of seeing your face every single. Reminding you that you've done wrong and what is reachable for you. That the world isn't at your feet but at the end of the world. Where the sun no longer shines and the air is unbreathable. At the edge I found meaning of life. It was giving a meaning for you to keep on. But now when you're doing great again. I feel like I'm waste of air, since what used to be my reason to wake up every morning was you, but that you've broke my heart once again, I got nothing else than empty promisses and meaningless sex to pass on. I'm a superficial son of a bitch there'll never go anywhere in life untill I find a new reason to wake up. I just hope the next will keep me focused for a longer time instead of this. I guess, I have to keep on going, because no matter what I will have to succeed at love for just one time.

Long live bad english and broken hearts.

Smil du er på

Manden i familien er lige gået ud af døren. Hendes eneste datter er lige blevet teenager. Hendes mindreværdskomplekser fylder hendes tanker. Hendes tanker er forbandet, og der er ingen prins til at bryde den forbandelse. Hun ser ned i toilettets stillestående vand. Et spejlbillede kigger på hende. Med rander under øjnene, rynker og et træt ansigt. Hun har set mere end mange andre. Oplevet meget og fortrudt mest. Hun åbner munden og sætter fingeren i halsen. Måske ville manden komme tilbage, hvis hun nu var tynd. Måske ville manden komme tilbage, hvis hun ringede til ham grædende. Hvis hun nu åbnede hendes hjerte for ham og så ham lige ind i øjnene. Lige ind i øjnene. Vil han så komme tilbage? Nej, fordi han har vendt sig om. Han har besluttet sig. Der bliver banket på døren, og hun lukker toiletlågen. Går over til spejlet og fjerner de værste tårer. Hun går ud i rampelyset. Sætter sig på den mørke kontorstol. Smil, du er på. Verden må ikke vide, du er ulykkelig. "Nyhederne go' aften"

Vil du se mit sted?

Jeg bukker mig ned og binder mine sko. Jeg rejser mig op. Sandkornene skaber gnidninger imellem bunden af min sko og gulvet. Jeg trækker vejret dybt ind og låser døren op. Jeg vender mig om låser døren efter mig. Jeg hænger med hovedet. Jeg går forbi mine forældres bil og videre ud af indkørslen, som kun er lyst op af gadelampen udenfor vores hus, som normalt holder mig vågen på lange nætter. Hvert skridt larmer og knaser. Den asfalterede vej er delvist sprækket i villa kvarteret. Der er mørkt. Helt mørkt. Alle folks vinduer er lukket og gardinerne er rullet for. Enkelte steder ser man teenagere, som bryder normen og bliver længe oppe. Jeg går alene. Jeg ser mig omkring og ingen er der. Endnu en gang har jeg sneget mig ud. Jeg kigger mig om en ekstra gang, og jeg tjekker ned af den nærliggende vej. Ingen mennesker over hovedet. Bare mig. Tøvende starter jeg med min sang. Evig og altid er det om dét at være alene og føle sig alene. Jeg går med tunge skridt, imens jeg synger. Jeg lytter efter bilernes larm, som skaber byens grundrytme. Jeg kan lugte villavejens hække, som sætter stemningen. Jeg kan mærke den varme luft, som holder mig sikker, selvom jeg går sent på natten alene. Den varme luft er omkring mig, og jeg har tillid til den, fordi ellers ville jeg ikke synge. Jeg mærker hvordan ordene:"No love for me, pain is all I see, Every day I wake up, is a struggle for keeping hope up. This modern society, Filled with superficial minds of conspiracy. I am long gone, second to none." Jeg går videre og nærmere mig en hovedvej, som jeg skal krydse, før jeg når over til mit sted. Haveduftene er skiftet ud med duften af det moderne. Den McDonalds der ligger på den anden side af vejen. Jeg kan se, at de sidste er på vej hjem. Jeg skimter til venstre, og jeg ser den moderne kirke, hvor jeg var ofte, da jeg var endnu mindre, end jeg er nu. Bag den ligger centeret. Min far arbejder derovre. Jeg har brugt mange timer derinde, selvom shopping mig intet siger, og penge har jeg få af. Jeg krydser vejen, fordi ingen biler kører på den her tid. Jeg går forbi resturanten og ser på min venstre side en tom parkeringsplads. Min højre side er nu blevet industrikvarteret, hvor oliedampe stadig hænger i luften flere timer efter fyraften. Den lille rundkørsel som altid bliver kørt over, går jeg forbi. Jeg går videre. Alene. Stadig ingen. Ingen cykelister, ingen bilister og ingen på gå ben, fordi ingen går herovre. Ingen synes om stedet bag markerne midt i provinsbyen. Jeg er gået videre og er kun få hundrede meter til min sted. Jeg ser på min venstre side det auktionshus, hvor min forældre solgte vores møbler, da pengene var en mangelvare. Videre og videre går jeg. Jeg går under jernbanebroen fra 1919. Det lille vandløb på venstre side så stærk for sig, men kvalt af forurening og overbevoksning af planter. Jeg er på den anden side. Byen er slut. Der er marker og kun i horisonten står hospitalet op over træernes toppe. Jeg går mod venstre, fordi der er mit sted. Der er ikke længere beskidt. Stjernerne er tydelige. Jeg kan høre spurven stum bag kvist. Jeg kan mærke, hvordan vinden svæver over det lange korn, som laver en illusion af et hav. Hvordan vinden spiller på kornet og skaber en symfoni af lyde som masserer min øregang og efterlader mig med en tåre i min øjenkrog. Men jeg er stadig alene. Selvom jeg kan mærke rytmen fra naturen. Jeg kan høre græshoppernes forsøg på at tiltrække en mage. Jeg kan høre et tog kører ud i horisonten. Jeg kan mærke stilheden omfavner mig og den tvinger mig til at ligge i kornet og se mod himlen, hvor alting er som det plejer. Stjernerne står det præcist samme sted, som det gjorde for et år siden. Jeg rejser mig op fra kornet, og jeg går imod mit sted. Alene. Jeg ser, at jeg nærmer mig. Jeg kan høre den enkle and, som stadig flyder rundt på overfladen. Min far sagde, at de havde gravet den lille sø, da de skulle lave jernbanen. Derfor var søen altid helt stille. Ja, den var stille. Intet rørte sig, og den eneste lyd der var, var sangen fra mine læber som blandede sig med vinden i træernes blade. Græshoppernes melodi. Og den første fuglesang, som starter meget tidligt om morgenen. Der sidder jeg for mig selv. Jeg stopper med at synge, og jeg bliver fanget i stilheden. Jeg kigger ned på mine hænder, og jeg spreder fingerne, hvor jeg så bagefter kigger mod stjernerne. Der er mellemrum imellem mine fingre, så der er plads til dine. Selvom jeg ikke ved, hvem du er. Selvom jeg ikke har indset, hvad du betyder. Så ved jeg, at hulrummet i mit hjerte og imellem mine fingre vil være der til, at du kommer og fylder hullet ud. Den dag er jeg ikke alene. Hvem er du? Jeg kigger imod himlen igen. Ja, der er lys i mørket. Men stjernerne er fjerne og næsten ikke til at røre. Men kun næsten. Fordi en eller anden dag tager jeg en stjerne ned fra himlen og giver den til dig i form af en ring. Vil du se mit sted?

My friend

The sheets on the bed have your scent.

Everything I said I meant

I gave you apiece of my heart.

Told you that you could tear it apart. 

What ever you do.

I will always love you.

You are my sun on a dark day.

The light that lead my way.

You are what I call a real friend.

You and I silver girl untill the end.

I will reapeating 3 words for you.

Because of all of which we have been through.

One day all your dreams will become real.

Because the things you've made me feel.

You've opened up my eyes.

Truths get you farther than lies.

You can have that fancy place you always talk about

I will catch you everyday laughing out loud

And I know that you and I are getting get old

Because our friend is worth more than gold

No matter what people say

You will always be a part of my day

You are my lyre, my inspiration, my angel, my savior

With you by side I can't be a failure.

Vi er sammen om det her?

Hun har ikke sovet ordenligt i dage. Hun spiser ikke længere. Hun er ikke længere træt. Hun er ikke længere i live. Hun elsker ikke mere. Endnu et knust hjerte sidder på betonnet ved havnen. Lystfiskere sidder tæt på, imens papirværkets duft hænger i luften. Byens luft kvæler hende. Hun kigger ned i det grønne vand. En enkelt kutter sejler forbi. Forsøger at komme ud af byen, men vender om. Hun tænker på ham. Hans ansigts former er som printet ind på indersiden af hendes øjenlåg. Hun mister vejret, når hun tænker på ham. Hun mærker sin mave, som buler et godt stykke ud over jeans kanten. Hun kigger ned i vandet, og hun ser hendes spejlbillede. Hun forestiller sig, at han står bag hende med hånden på hendes skulder. Hendes tårer bryder overfladen på vandet, og han drukner baghende. Bliver taget med af bølgerne og bliver slået imod kanten. Hun rører hendes mave og mærker noget bevæge sig derinde. Barnet får sikkert faderens ansigt, så hun konstant vil mindes om, hvem han var, og hvad han gjorde. 

Hun husker det tydeligt. Hvordan hun bankede på hans dør, og han åbnede iført et par shorts og i bar mave. Hvordan han nervøst sagde, at han ikke havde tid, og hun kiggede på ham med store undrende øjne. Hvordan hans ansigt gik fra et tvunget smil til at sprænge i tåre. Han indrømmede. Han var igang med at flytte. Hendes store øjne blev våde, og hendes blik blev sløret. Hun vendte ryggen til ham. Hun gik væk fra hans lejlighed, som lå for enden af den lille gang i det halv falmende lejlighedskompleks. Hun satte fingeren på kontakten til elevatoren, og dørene åbnede op foran hende, og hun vendte sig i den lille kabine. Hun så på ham. Han løb imod hende. Han fortrød. Dørene lukkede lige præcis, før han fik sat fingerne imellem skydedørene. Hun trykkede på knappen til stueetagen, og elevatoren kørte nedad. Et desperat mandeskrig kunne høres i det fjerne. Han hoppede ned af trapperne efter hende, men hun var allerede langt væk, da han kom ned. Hun gik i mørket. Hun passerede lygtepæle, stopskilte, byskilte og fremmede. Hun kunne ikke tage at se på ham mere.

Hun vågner op for flashbacket og ser ned i vandet igen. Hun tager sig til maven. Hun hopper. Vandet omfavner hende som ingen anden nogensinde har gjort før. Det klemmer livet ud ad hende. Hun falder til bunds. Rammer sandbunden med et bump. Bølgerne er urolige. Men kutterens larm overdøvede plasket. Fiskerne tæt på kiggede undrende over imod, hvor hun sad før. Hun er nået bunden. Det eneste der holder hende nede er ham. Stakkels barn der aldrig ser dagslyset.