Jeg er tørstig, og hjertet gør ondt. Jeg ser ting foran mig, som ikke er der. Ørkenen er lang. Jeg hallucinationere, at livet er værd at leve. Jeg er tørstig efter kærlighed.

Vanitas

”Vi er rustne søm

I en gennemhullet papæske.

Vi venter på at blive slået

På plads i vores kasse

Men jeg bliver et skævt søm

Og river hul i verden, som vi kender den

Vi er fordærvet kød

Med fluer sværmende omkring

Vi venter på at blive spist

Til deres fornøjelse

Men jeg bliver et dårligt måltid

Og river hul i maven, som vi kender den

Vi er blanke spejle

I et lufttomt rum

Vi venter på at blive spejlet

Fra vores tynde side

Men spejlingen af et spejl er blankt

Og river hul i bevidstheden"

Busstation

Busserne kører forbi mig
Svarer mine spørgsmål med et nej
Fordi vi sidder på skillestationen på hver vores bænk
Vores forholds skib er skudt i sænk
Af nervepirrende spørgsmålstegn
Som den deprimerende efterårsregn
Og nu flygter vi i hver vores retning
Der er brud på vores plastik indpakning
Jeg bliver kvalt, kvalt siger jeg dig!
Af verdens hårde jerngreb
Eller egentlig bare et velbundet reb
Der efterlader mig dinglende, hej!
Siger jeg, eller sådan ser det er ud
Når jeg hænger ved galgens knude.

Folk har ofte svært ved at finde grund til at dræbe dem selv
Jeg har svært ved at finde en grund til at lade være
Har egentlig prøvet at slå mig selv ihjel
Men jeg er åbenbart ikke herre
Over mig eget liv
Naiv
Tror jeg på alting, ingenting og lidt af det løse

Men har det egentlig en reel betydning?
At naturen er ved at lave en voldsom oprydning?
Lader de svageste dø i moder jords favn
Og ikke en eneste skænker et savn
Et minut, et sekund for den døde
Samtidigt med alting er nyhederne sukkersøde

Jeg drukner i sødet syntetisk opkast
Imens jeg prøver at holde fast
På endestations bænkekant
Hvor jeg intet fandt
Udover et savn
For at hviske dit navn

Inhaler ekshaler

Først da jeg var ved at tage mit liv
Indså jeg, jeg var depressiv
Først da klippen var mere attraktiv
End at leve langt kedeligt liv

Inhaler, ekshaler
Mine demoner bliver til flere
Jeg tvivler, jeg kan tage det mere
Sender jointen efter jeg har ekshaleret

Nu har jeg endelig drukket mig fuld nok
Til at gå amok
Til at slå hjernen fra
Og snakke til dig
Finde på alt det jeg har
Fordi jeg ved, jeg aldrig vil være nok for dig.

Det er værste er, når jeg er ensom i min flok
Når tårerne presser og jeg har fået nok
Der føler jeg mig allermest ensom
Fordi ingen er opmærksom

Paranoiaen skriger fra skyggerne
Når jeg prøver at samle stykkerne
Af mit knuste hjerte spredt udover alt
At leve uden hjerte er fatalt

Jeg går rundt som et hjerneløst offer
Med kanyle i armen, væk på stoffer
Men egentlig er jeg bare ulykkelig forelsket
Men det skærer dybere i flæsket

Fordi mine mindreværdskomplekser
Ændrer mine vaner og tendenser
Min vaskning af hænder
Og børstning af tænder
OCDen sparker ind
Forværrer mit sind

Men på den anden side
Jeg kan ikke blive mere deform
Hvad mere kan jeg lide
For smerten er enorm

Min kærlighed, min kærlighed
Hvorfor har du forladt mig?
Var jeg bare blind og selvfed
Så jeg forelskede mig i dig

Fordi dit væsen måske kunne ændre mig
Men du responderende med et nej
Men hvad havde jeg regnet med?
For hvordan skulle du kunne give mig kærlighed

Når jeg har svært ved at elske mig selv
Men nemt ved at slå mig selv ihjel

Og der stod jeg sammen med skarsildens mægtige flammer, som brændte mig op. Jeg var ikke død. Jeg var ikke i satans helvede, men i mit eget. Fordi jeg vidste, jeg ville være forevigt alene, og hvad der brændte mig op indefra var min samvittigheds glødende jernskjorte, som omklamrende sad på min hjertes kolde spydbarriere. Galskaben kradser mine øjne ud. Dyriskheden spiser min kærlighed. "Kannibal!" råber folk efter mig, når jeg går på gaden, fordi de ved, at jeg spiste min kærlighed. Jeg holdt den inde til den sprang ud af panden på mig og flækkede mit kranie, hvor der så sprang alle de melankolske tanker, jeg nu engang tænkte, frem af mørkets dunke afkroge. Jeg fik heldigvis lappet hullet igen. Jeg kan jo ikke have, at det trækker til hjernen, og folk kan se mine tanker. Det får jeg jo bare hjernefrys af. Men jeg fryser jo alligevel, fordi verdenen er så kold. Jeg dør jo alligevel, fordi verdenen er så kold. Jeg overlever kun, fordi jeg ved, at jeg har chancen for at ramme lava, kærlighed, der brænder mig op, men i det mindste dør jeg ikke som en istap. Eller en gammel ensom mand på et plejehjem der venter på sin gamle ven døden, som vil hjælpe ham over på den anden side. Han har mødt døden mange gange, fordi døden har været på besøg hos alle den gamle mands familie og venner. Indtil den dag hvor døden vil lade ham slippe ud af skarsild, så vil han skrige i smerte indefra, men han har ikke kræfterne til at gøre det. Han vil gå med hans byrde af en glødende jernskjorte, som efterlader krumrygget med kun et dødsønske på tankerne, fordi hans hoved er åbent, og det er der fuldstændig nøgen, som ham selv. Han har mistet lysten til livet, og det er den situation, jeg frygter. At være nødt til at forlade på mine egne primiser, fordi døden er sent på den. Jeg er træt af min skarsild, jeg er træt af min galskab, min dyriskhed, men værst af alt, så er jeg bange for at være træt af livet, fordi livet er trættende, når man ser på det. Gør mig søvnig. Hypnotiserer mig med drømme, håb og alt andet som kun findes i tv-serier. Du kunne ligeså godt love mig kærlighed og en lys fremtid. Det er ligeså usandsynligt som min egen tilgivelse af mig selv. Lige så usandsynligt som min egen accept. Ligeså usandsynlig som blomstring af min egen kærligheds blomst, som jeg alligevel har sprøjtet til med min skarsilds flammer.

Og for et sekund glemmer jeg virkeligheden. Verdenerne blander sig sammen og der er ingen grænser for, hvad jeg kan. Jeg ser træer flytte sig, jeg ser tiden gå, vinke og vende sig om. Jeg ser træerne flytte sig igen. Jeg ser bunden på glasset. Jeg ser det bliver fyldt op. Jeg ser mig selv gå tilbage og aflevere min øl. Jeg ser mig selv spytte vodkaen tilbage i flasken. Jeg ser mig selv gå ud af og døren. Til der jeg var ædru. Og derefter smadres verden af en indhalering. Fylder min lunge og pludselig føles alting så tilpas. Alle muskler i kroppen slapper af, og nakken falder bagover med et støn, som lyder: Endelig. Der slapper jeg af. Lige indtil virkningen går over. Lige indtil virkeligheden skildrer sig af med drømmene. Hvor mit Utopia brænder foran mine øjne, som var der ild i min sjæl. Derefter venter jeg til næste gang, at døren viser sig.

Fatning

Fanget i fortidens fortvivlende spind af tanker

Fanget i forholdets stadig eksisterende lænker

Du og jeg var venner og lidt mere

For mine følelser var blevet til flere

Jeg indrømmer, at du er et savn.

Jeg vågner stadig med dit navn

I mit sinds livløse center

Hvor jeg stadig venter

På at kærlighed skyder op

Og endelig genopliver min krop

Du har stadig mit hjerte i din favn

Jeg håber det kommer dig til gavn

Mere end det gjorde for mig

Da jeg forelskede mig i dig

Jeg venter stadig på at blive hel

Men du har stadig en del

Jeg er nødt til at finde en erstatning

For jeg har mistet min fatning