Og for et sekund glemmer jeg virkeligheden. Verdenerne blander sig sammen og der er ingen grænser for, hvad jeg kan. Jeg ser træer flytte sig, jeg ser tiden gå, vinke og vende sig om. Jeg ser træerne flytte sig igen. Jeg ser bunden på glasset. Jeg ser det bliver fyldt op. Jeg ser mig selv gå tilbage og aflevere min øl. Jeg ser mig selv spytte vodkaen tilbage i flasken. Jeg ser mig selv gå ud af og døren. Til der jeg var ædru. Og derefter smadres verden af en indhalering. Fylder min lunge og pludselig føles alting så tilpas. Alle muskler i kroppen slapper af, og nakken falder bagover med et støn, som lyder: Endelig. Der slapper jeg af. Lige indtil virkningen går over. Lige indtil virkeligheden skildrer sig af med drømmene. Hvor mit Utopia brænder foran mine øjne, som var der ild i min sjæl. Derefter venter jeg til næste gang, at døren viser sig.