Og der stod jeg sammen med skarsildens mægtige flammer, som brændte mig op. Jeg var ikke død. Jeg var ikke i satans helvede, men i mit eget. Fordi jeg vidste, jeg ville være forevigt alene, og hvad der brændte mig op indefra var min samvittigheds glødende jernskjorte, som omklamrende sad på min hjertes kolde spydbarriere. Galskaben kradser mine øjne ud. Dyriskheden spiser min kærlighed. "Kannibal!" råber folk efter mig, når jeg går på gaden, fordi de ved, at jeg spiste min kærlighed. Jeg holdt den inde til den sprang ud af panden på mig og flækkede mit kranie, hvor der så sprang alle de melankolske tanker, jeg nu engang tænkte, frem af mørkets dunke afkroge. Jeg fik heldigvis lappet hullet igen. Jeg kan jo ikke have, at det trækker til hjernen, og folk kan se mine tanker. Det får jeg jo bare hjernefrys af. Men jeg fryser jo alligevel, fordi verdenen er så kold. Jeg dør jo alligevel, fordi verdenen er så kold. Jeg overlever kun, fordi jeg ved, at jeg har chancen for at ramme lava, kærlighed, der brænder mig op, men i det mindste dør jeg ikke som en istap. Eller en gammel ensom mand på et plejehjem der venter på sin gamle ven døden, som vil hjælpe ham over på den anden side. Han har mødt døden mange gange, fordi døden har været på besøg hos alle den gamle mands familie og venner. Indtil den dag hvor døden vil lade ham slippe ud af skarsild, så vil han skrige i smerte indefra, men han har ikke kræfterne til at gøre det. Han vil gå med hans byrde af en glødende jernskjorte, som efterlader krumrygget med kun et dødsønske på tankerne, fordi hans hoved er åbent, og det er der fuldstændig nøgen, som ham selv. Han har mistet lysten til livet, og det er den situation, jeg frygter. At være nødt til at forlade på mine egne primiser, fordi døden er sent på den. Jeg er træt af min skarsild, jeg er træt af min galskab, min dyriskhed, men værst af alt, så er jeg bange for at være træt af livet, fordi livet er trættende, når man ser på det. Gør mig søvnig. Hypnotiserer mig med drømme, håb og alt andet som kun findes i tv-serier. Du kunne ligeså godt love mig kærlighed og en lys fremtid. Det er ligeså usandsynligt som min egen tilgivelse af mig selv. Lige så usandsynligt som min egen accept. Ligeså usandsynlig som blomstring af min egen kærligheds blomst, som jeg alligevel har sprøjtet til med min skarsilds flammer.