Mig

I vintersolens berøring ligger der den kærlighed, som jeg så desperat leder efter. Så derfor kan du finde mig liggende på sneen med et smil på sjælen. På en fjern mark langt væk fra alt og alle og alting. Og når folk endelig finder mig, så går de væk, fordi hvem vil se på en nøgen dreng på en mark. Jeg er afhængig af kærlighed. Ikke den gensidige af slagsen. Det er for nemt. Labyrinten er først sjov, når man ikke kan finde udvejen. Lige indtil man mister forstanden og dræber sig selv. Og så går man rundt, som et hjerteløst uhyre og kigger på blanke hvide vægge med tomme øjne og ildelugtende ånde, fordi man langsomt rådner væk indenfra og bliver til intet andet end en krøbling. Men det slutter ikke der. Når man er i rullestolen som en grøntsag, så finder man ud. Ud af hvem man er helt på bunden. På bunden er vi alle egoistiske psykopater med fordrejede livs syn, paranoide bagtanker om alt og alle og alting. Så derfor bliver jeg liggende på marken i vintersolen og mærker dens berøring.