Som sneens tilbagetrækning trækker min vinterdepression sig tilbage til min kerne. Hvor den næste vil springe frem fra mørkets dunkle afkroge, hvor kun pest og kolera cirkler omkring ægte kaos. Hvor hjertes tykke tjære fortærer hjertens besked om kærlighed i tung kamp om tungekys og lindrende tider med tryghed og tillid. Til tider ville jeg ønske, at jeg havde frie vinger og ikke føle mig forpligtet til at blive i mit åbne bur. Men jeg er vidst bange for, at den fortabte søn ikke kan blive genfundet af sig selv, men når jeg så vender vejen tilbage. Vil jeg for evigt ligge foran jeres dør, som en forladt nyfødt, som aldrig er blevet fundet. Bare efterladt for sig selv i ensomhed.