Tak

Tak for mine tåre
Tak for blodet i mine åre
Tak for livet
Jeg takker for hvem jeg er blevet
Tak for slag
Tak for idag
Tak for i går
Jeg takker for hvad jeg når
Tak for mine smerter
Tak for knuste hjerter
Tak for skrig og skrål
Jeg takker for alle mine mål
Tak for smerte
Tak for smerte
Tak for alting moder
Jeg takker for ironi
Fordi den bruger jeg flittigt her.

Blomsten

Og hun sagde, at kærlighed betød alt for hende. At kærlighed var essensen i livet. Livets nektar. At forelskelse var et frø i jorden, som skød igennem den hårde asfalt. Imens det lille spir slyngede sig imod himlen som en utopisk trappe til himlen. Den lille knop i spidsen bliver større og større og den åbner sig. Lige foran mig. Kærlighed blomstrer. Og jeg tramper på det. Jeg knækker hovedet af. Og jeg pisser på det. Og jeg spytter. Fordi dét er, hvad du har lært mig, og hvad mere kan jeg gøre end det?

Illusion

Hendes lange mørke hår og fyldige læber
Er alt hvad jeg efterstræber
Hendes hvide hud tirrer mig
Forvandler mig
Til et ustyrligt bæst drevet af lyster
Men samtidigt til den største kryser
Jeg flygter fra virkeligheden og den rigtige dig
Fordi jeg frygter det kvælende nej
Der tager al luft fra mit tunge lig
Fordi jeg kun vil ligge dig bi
Synd, at jeg ikke ved, hvem du er
Fordi jeg ville ønske vi ku' være mer
Jeg er en kæmpe kujon
Fordi jeg forelsker mig i en illusion.
Jeg tror, jeg tror, jeg tror, du er en anden
Men nu har det ramt mig, at jeg er uelskende.....

Rosens tynde lange krop slynger sig op af himlen og har dets hoved i skyerne. Mælkebøtten ser op til rosen, fordi rosen når skyerne og står stolt. Men mælkebøtten har glemt, at rosen har torne, og torne stikker om de vil det eller ej. Mælkebøtten har glemt, at rosens liv er ensomt.

I dine øjnes dyb vil jeg drukne mig selv i druk
Fordi min melankoli er mere end magtløshed
Drikker Latin Lover indtil lortet er ved at luk'
Til fornemmelsen er færdig og fed

Opkast ordner også overgangsalderen
Fra barn til bums uden bukser og kluns,
Knus og kram gives til kalderen
Der altid alarmerer et antal ambulanceførere

Endelig er evigheden endt
Rører respirationens ring
Da hjertes hule hede er hændt
I ens indres inderste ingenting

Citron cmilet cirkulerer
Gerne om gnavne gamle gængere
Som siden sender sig selv til skyerne

Som sneens tilbagetrækning trækker min vinterdepression sig tilbage til min kerne. Hvor den næste vil springe frem fra mørkets dunkle afkroge, hvor kun pest og kolera cirkler omkring ægte kaos. Hvor hjertes tykke tjære fortærer hjertens besked om kærlighed i tung kamp om tungekys og lindrende tider med tryghed og tillid. Til tider ville jeg ønske, at jeg havde frie vinger og ikke føle mig forpligtet til at blive i mit åbne bur. Men jeg er vidst bange for, at den fortabte søn ikke kan blive genfundet af sig selv, men når jeg så vender vejen tilbage. Vil jeg for evigt ligge foran jeres dør, som en forladt nyfødt, som aldrig er blevet fundet. Bare efterladt for sig selv i ensomhed.

Mig

I vintersolens berøring ligger der den kærlighed, som jeg så desperat leder efter. Så derfor kan du finde mig liggende på sneen med et smil på sjælen. På en fjern mark langt væk fra alt og alle og alting. Og når folk endelig finder mig, så går de væk, fordi hvem vil se på en nøgen dreng på en mark. Jeg er afhængig af kærlighed. Ikke den gensidige af slagsen. Det er for nemt. Labyrinten er først sjov, når man ikke kan finde udvejen. Lige indtil man mister forstanden og dræber sig selv. Og så går man rundt, som et hjerteløst uhyre og kigger på blanke hvide vægge med tomme øjne og ildelugtende ånde, fordi man langsomt rådner væk indenfra og bliver til intet andet end en krøbling. Men det slutter ikke der. Når man er i rullestolen som en grøntsag, så finder man ud. Ud af hvem man er helt på bunden. På bunden er vi alle egoistiske psykopater med fordrejede livs syn, paranoide bagtanker om alt og alle og alting. Så derfor bliver jeg liggende på marken i vintersolen og mærker dens berøring.