Kælke

Som 2 legende børns latter fylder min øregangs endeløse stillekorridor. Hvor enten andet end min dybeste tanker og vildeste drømme ekkoer imod intetheden. Deres smil, deres grin, deres latter, deres uskyldighed fylder mit hjerte med den glæde, som jeg selv har glemt. Jeg vil kælke igen.  Mærke sneens omfavnelse, varme mig og samtidigt køle mig ned. Mærke hvordan dets kulde sætter mit hjertes banken igang som et død mand ramt af et elektrochok. Mærke suset i maven, når man vælter, men samtidigt rejse sig op straks bagefter, som om intet var sket og grinte af det. Dengang hvor man var bedste venner ved et øjekast og uadskillige efter en time. Ingen bekymringer. Ingen forpligtelser. Men som tiderne gik og smilet forsvandt, er man nødt til at blive mindet om, hvordan det engang var, ikke at være ved at være voksen.