Vil du se mit sted?

Jeg bukker mig ned og binder mine sko. Jeg rejser mig op. Sandkornene skaber gnidninger imellem bunden af min sko og gulvet. Jeg trækker vejret dybt ind og låser døren op. Jeg vender mig om låser døren efter mig. Jeg hænger med hovedet. Jeg går forbi mine forældres bil og videre ud af indkørslen, som kun er lyst op af gadelampen udenfor vores hus, som normalt holder mig vågen på lange nætter. Hvert skridt larmer og knaser. Den asfalterede vej er delvist sprækket i villa kvarteret. Der er mørkt. Helt mørkt. Alle folks vinduer er lukket og gardinerne er rullet for. Enkelte steder ser man teenagere, som bryder normen og bliver længe oppe. Jeg går alene. Jeg ser mig omkring og ingen er der. Endnu en gang har jeg sneget mig ud. Jeg kigger mig om en ekstra gang, og jeg tjekker ned af den nærliggende vej. Ingen mennesker over hovedet. Bare mig. Tøvende starter jeg med min sang. Evig og altid er det om dét at være alene og føle sig alene. Jeg går med tunge skridt, imens jeg synger. Jeg lytter efter bilernes larm, som skaber byens grundrytme. Jeg kan lugte villavejens hække, som sætter stemningen. Jeg kan mærke den varme luft, som holder mig sikker, selvom jeg går sent på natten alene. Den varme luft er omkring mig, og jeg har tillid til den, fordi ellers ville jeg ikke synge. Jeg mærker hvordan ordene:"No love for me, pain is all I see, Every day I wake up, is a struggle for keeping hope up. This modern society, Filled with superficial minds of conspiracy. I am long gone, second to none." Jeg går videre og nærmere mig en hovedvej, som jeg skal krydse, før jeg når over til mit sted. Haveduftene er skiftet ud med duften af det moderne. Den McDonalds der ligger på den anden side af vejen. Jeg kan se, at de sidste er på vej hjem. Jeg skimter til venstre, og jeg ser den moderne kirke, hvor jeg var ofte, da jeg var endnu mindre, end jeg er nu. Bag den ligger centeret. Min far arbejder derovre. Jeg har brugt mange timer derinde, selvom shopping mig intet siger, og penge har jeg få af. Jeg krydser vejen, fordi ingen biler kører på den her tid. Jeg går forbi resturanten og ser på min venstre side en tom parkeringsplads. Min højre side er nu blevet industrikvarteret, hvor oliedampe stadig hænger i luften flere timer efter fyraften. Den lille rundkørsel som altid bliver kørt over, går jeg forbi. Jeg går videre. Alene. Stadig ingen. Ingen cykelister, ingen bilister og ingen på gå ben, fordi ingen går herovre. Ingen synes om stedet bag markerne midt i provinsbyen. Jeg er gået videre og er kun få hundrede meter til min sted. Jeg ser på min venstre side det auktionshus, hvor min forældre solgte vores møbler, da pengene var en mangelvare. Videre og videre går jeg. Jeg går under jernbanebroen fra 1919. Det lille vandløb på venstre side så stærk for sig, men kvalt af forurening og overbevoksning af planter. Jeg er på den anden side. Byen er slut. Der er marker og kun i horisonten står hospitalet op over træernes toppe. Jeg går mod venstre, fordi der er mit sted. Der er ikke længere beskidt. Stjernerne er tydelige. Jeg kan høre spurven stum bag kvist. Jeg kan mærke, hvordan vinden svæver over det lange korn, som laver en illusion af et hav. Hvordan vinden spiller på kornet og skaber en symfoni af lyde som masserer min øregang og efterlader mig med en tåre i min øjenkrog. Men jeg er stadig alene. Selvom jeg kan mærke rytmen fra naturen. Jeg kan høre græshoppernes forsøg på at tiltrække en mage. Jeg kan høre et tog kører ud i horisonten. Jeg kan mærke stilheden omfavner mig og den tvinger mig til at ligge i kornet og se mod himlen, hvor alting er som det plejer. Stjernerne står det præcist samme sted, som det gjorde for et år siden. Jeg rejser mig op fra kornet, og jeg går imod mit sted. Alene. Jeg ser, at jeg nærmer mig. Jeg kan høre den enkle and, som stadig flyder rundt på overfladen. Min far sagde, at de havde gravet den lille sø, da de skulle lave jernbanen. Derfor var søen altid helt stille. Ja, den var stille. Intet rørte sig, og den eneste lyd der var, var sangen fra mine læber som blandede sig med vinden i træernes blade. Græshoppernes melodi. Og den første fuglesang, som starter meget tidligt om morgenen. Der sidder jeg for mig selv. Jeg stopper med at synge, og jeg bliver fanget i stilheden. Jeg kigger ned på mine hænder, og jeg spreder fingerne, hvor jeg så bagefter kigger mod stjernerne. Der er mellemrum imellem mine fingre, så der er plads til dine. Selvom jeg ikke ved, hvem du er. Selvom jeg ikke har indset, hvad du betyder. Så ved jeg, at hulrummet i mit hjerte og imellem mine fingre vil være der til, at du kommer og fylder hullet ud. Den dag er jeg ikke alene. Hvem er du? Jeg kigger imod himlen igen. Ja, der er lys i mørket. Men stjernerne er fjerne og næsten ikke til at røre. Men kun næsten. Fordi en eller anden dag tager jeg en stjerne ned fra himlen og giver den til dig i form af en ring. Vil du se mit sted?