Vi er sammen om det her?

Hun har ikke sovet ordenligt i dage. Hun spiser ikke længere. Hun er ikke længere træt. Hun er ikke længere i live. Hun elsker ikke mere. Endnu et knust hjerte sidder på betonnet ved havnen. Lystfiskere sidder tæt på, imens papirværkets duft hænger i luften. Byens luft kvæler hende. Hun kigger ned i det grønne vand. En enkelt kutter sejler forbi. Forsøger at komme ud af byen, men vender om. Hun tænker på ham. Hans ansigts former er som printet ind på indersiden af hendes øjenlåg. Hun mister vejret, når hun tænker på ham. Hun mærker sin mave, som buler et godt stykke ud over jeans kanten. Hun kigger ned i vandet, og hun ser hendes spejlbillede. Hun forestiller sig, at han står bag hende med hånden på hendes skulder. Hendes tårer bryder overfladen på vandet, og han drukner baghende. Bliver taget med af bølgerne og bliver slået imod kanten. Hun rører hendes mave og mærker noget bevæge sig derinde. Barnet får sikkert faderens ansigt, så hun konstant vil mindes om, hvem han var, og hvad han gjorde. 

Hun husker det tydeligt. Hvordan hun bankede på hans dør, og han åbnede iført et par shorts og i bar mave. Hvordan han nervøst sagde, at han ikke havde tid, og hun kiggede på ham med store undrende øjne. Hvordan hans ansigt gik fra et tvunget smil til at sprænge i tåre. Han indrømmede. Han var igang med at flytte. Hendes store øjne blev våde, og hendes blik blev sløret. Hun vendte ryggen til ham. Hun gik væk fra hans lejlighed, som lå for enden af den lille gang i det halv falmende lejlighedskompleks. Hun satte fingeren på kontakten til elevatoren, og dørene åbnede op foran hende, og hun vendte sig i den lille kabine. Hun så på ham. Han løb imod hende. Han fortrød. Dørene lukkede lige præcis, før han fik sat fingerne imellem skydedørene. Hun trykkede på knappen til stueetagen, og elevatoren kørte nedad. Et desperat mandeskrig kunne høres i det fjerne. Han hoppede ned af trapperne efter hende, men hun var allerede langt væk, da han kom ned. Hun gik i mørket. Hun passerede lygtepæle, stopskilte, byskilte og fremmede. Hun kunne ikke tage at se på ham mere.

Hun vågner op for flashbacket og ser ned i vandet igen. Hun tager sig til maven. Hun hopper. Vandet omfavner hende som ingen anden nogensinde har gjort før. Det klemmer livet ud ad hende. Hun falder til bunds. Rammer sandbunden med et bump. Bølgerne er urolige. Men kutterens larm overdøvede plasket. Fiskerne tæt på kiggede undrende over imod, hvor hun sad før. Hun er nået bunden. Det eneste der holder hende nede er ham. Stakkels barn der aldrig ser dagslyset.