Og for et sekund glemmer jeg virkeligheden. Verdenerne blander sig sammen og der er ingen grænser for, hvad jeg kan. Jeg ser træer flytte sig, jeg ser tiden gå, vinke og vende sig om. Jeg ser træerne flytte sig igen. Jeg ser bunden på glasset. Jeg ser det bliver fyldt op. Jeg ser mig selv gå tilbage og aflevere min øl. Jeg ser mig selv spytte vodkaen tilbage i flasken. Jeg ser mig selv gå ud af og døren. Til der jeg var ædru. Og derefter smadres verden af en indhalering. Fylder min lunge og pludselig føles alting så tilpas. Alle muskler i kroppen slapper af, og nakken falder bagover med et støn, som lyder: Endelig. Der slapper jeg af. Lige indtil virkningen går over. Lige indtil virkeligheden skildrer sig af med drømmene. Hvor mit Utopia brænder foran mine øjne, som var der ild i min sjæl. Derefter venter jeg til næste gang, at døren viser sig.

Fatning

Fanget i fortidens fortvivlende spind af tanker

Fanget i forholdets stadig eksisterende lænker

Du og jeg var venner og lidt mere

For mine følelser var blevet til flere

Jeg indrømmer, at du er et savn.

Jeg vågner stadig med dit navn

I mit sinds livløse center

Hvor jeg stadig venter

På at kærlighed skyder op

Og endelig genopliver min krop

Du har stadig mit hjerte i din favn

Jeg håber det kommer dig til gavn

Mere end det gjorde for mig

Da jeg forelskede mig i dig

Jeg venter stadig på at blive hel

Men du har stadig en del

Jeg er nødt til at finde en erstatning

For jeg har mistet min fatning

Tak

Tak for mine tåre
Tak for blodet i mine åre
Tak for livet
Jeg takker for hvem jeg er blevet
Tak for slag
Tak for idag
Tak for i går
Jeg takker for hvad jeg når
Tak for mine smerter
Tak for knuste hjerter
Tak for skrig og skrål
Jeg takker for alle mine mål
Tak for smerte
Tak for smerte
Tak for alting moder
Jeg takker for ironi
Fordi den bruger jeg flittigt her.

Blomsten

Og hun sagde, at kærlighed betød alt for hende. At kærlighed var essensen i livet. Livets nektar. At forelskelse var et frø i jorden, som skød igennem den hårde asfalt. Imens det lille spir slyngede sig imod himlen som en utopisk trappe til himlen. Den lille knop i spidsen bliver større og større og den åbner sig. Lige foran mig. Kærlighed blomstrer. Og jeg tramper på det. Jeg knækker hovedet af. Og jeg pisser på det. Og jeg spytter. Fordi dét er, hvad du har lært mig, og hvad mere kan jeg gøre end det?

Illusion

Hendes lange mørke hår og fyldige læber
Er alt hvad jeg efterstræber
Hendes hvide hud tirrer mig
Forvandler mig
Til et ustyrligt bæst drevet af lyster
Men samtidigt til den største kryser
Jeg flygter fra virkeligheden og den rigtige dig
Fordi jeg frygter det kvælende nej
Der tager al luft fra mit tunge lig
Fordi jeg kun vil ligge dig bi
Synd, at jeg ikke ved, hvem du er
Fordi jeg ville ønske vi ku' være mer
Jeg er en kæmpe kujon
Fordi jeg forelsker mig i en illusion.
Jeg tror, jeg tror, jeg tror, du er en anden
Men nu har det ramt mig, at jeg er uelskende.....

Rosens tynde lange krop slynger sig op af himlen og har dets hoved i skyerne. Mælkebøtten ser op til rosen, fordi rosen når skyerne og står stolt. Men mælkebøtten har glemt, at rosen har torne, og torne stikker om de vil det eller ej. Mælkebøtten har glemt, at rosens liv er ensomt.

I dine øjnes dyb vil jeg drukne mig selv i druk
Fordi min melankoli er mere end magtløshed
Drikker Latin Lover indtil lortet er ved at luk'
Til fornemmelsen er færdig og fed

Opkast ordner også overgangsalderen
Fra barn til bums uden bukser og kluns,
Knus og kram gives til kalderen
Der altid alarmerer et antal ambulanceførere

Endelig er evigheden endt
Rører respirationens ring
Da hjertes hule hede er hændt
I ens indres inderste ingenting

Citron cmilet cirkulerer
Gerne om gnavne gamle gængere
Som siden sender sig selv til skyerne