Ikke alle dele af kagemanden har slik og glasur
Men vi får alligevel et lige så lille stykke af livets gastronomi

Jeg er djævelen i forklædning
Med kutte, kys og knuste hjerter
Du tror, jeg er din redning
Men forvolder endnu større smerter
End du endnu kan forestille dig
End du endnu kan forholde dig
til,
Fordi jeg spinder dig rundt i mit spil
af spind,
Dræber dig langsomt og kvæler dit sind
Kysse dig blidt og aer din kind
Er du det kærlighed du vil find'?
Så skal du vandre i blinde
Følge dig på vej er ikke, hvad jeg har i sinde
For mit sind er ædt op af sultne tanker om kød
Enhver levende tanke om en uskyldig rød død
Jeg er den sorte ridder uden hest
Kolera og pest
Den uinviterede gæst
Der crasher din fest
Jeg var ham de andre ikke måtte lege med
Men har jeg taget afsked
Til de foredomme der gjorde mig så ked
Gjorde mig fysisk umulig at red'
Indså hurtigt mine store talegaver og mindreværds komplekser
Indså mit kvikke hoved og mine psykotiske tendenser
Der er ikke stor forskel på gal og genial
Sejler min egen båd i min egen kanal
Min riviera helt for mig selv
Skaber vrangforestillinger for at slå ensomheden ihjel

Øjebliks øjesten

Hun lader sin hånd skubbe håret om bag øret. Jeg kan høre hendes fod, som tripper en smule, imens hun kigger op til mig med et blink i øjet og et bid i læben. Duften af sommer og hendes parfume fylder mine tanker. Jeg kan mærke min puls stige i samme takt som hun nærmer sig mig. Hun læner sig imod mig og går op på tær. Lukke øjnene og mærker følelsen af varme sprede sig fra munden. Først ned i maven og med en svulmende kraft oppuster den mig, så jeg er ved at svæve. Jeg er mæt, men stadig så umættelig. Jeg kan mærke glæden sprede sig. Mine kinder sidder fast langt oppe. Jeg har ikke lyst til at lukke øjnene. Jeg kan ikke trække vejret, så jeg holder det i stedet, imens vores læber mødes for anden gang. End endnu større følelse spreder sig igennem hele min krop og varmer den op til smeltepunktet. Jeg tager mine arme omkring hende og trækker hende til mig. Holder fast i hende, som var hun min livline, og hun holder fast i mig, som var jeg hendes. Og der i det ene øjeblik, er hun min øjebliks øjesten. Hun er min isflage, og jeg er hendes. Vi holder hinanden op af det iskolde vand af ensomhed, som man svømmer rundt i, når man nu engang lever. Hun er min redningsvest, og jeg er hendes redningsmand. Et gensidigt forhold, hvor vi begge får lige meget ud af det. Overlevelse, men jeg springer fra isflage til isflage. Fra redningsbåd til redningsbåd. For jeg vil finde slutningen på eventyret, før jeg finder vejen hjem.

Sidder på et stoppested
Med matematik i hånden
Og venter
Afgangen er uvist
Men dog stadig bevidst
Tvivlen tvivler om den eksisterer
For alting er vel forudbestemt
Mønstre skabes som sætninger på mit papir
Alting, selv adfærd kan sættes i bås
For alting kan regnes frem til,
men nødvendigvis ikke regnes med.
For selv det mest sikre våben
Kan gå i baglås
For selv den mest sikre lås
Kan gå i baglås
For selv den mest sikre
Kan gå i baglås
Sidder fast i ordene
Som fluer på fluepapir
Venter på døden. Begravet i klister
Og her sidder jeg klister
Til stoppestedet
Af håb
Om kærlighed
Til evig tid

Fortid, nutid, fremtid

For fortid blev til historie, nutid blev til fortid og fremtid blev til nutid. Vi lovede, vi ville være til i fremtiden, men vi lavede ikke andet end at gemme os bag fortidens traumer og nutidens spekuleringer. Vi var uvidende om os selv og om hinanden. Men i nogle korte dage var vi, ikke du og jeg, men os. For de nostalgiske tårer der triller ned af mine kinder, når jeg kigger igennem vores fortid, min fortid og indser, at du er en del af den, skærer igennem mig. Lillesøster, storebror, elskende, forelskede, soul mates, venner. Alle forsøg på at overgå hinanden i at smigre mest. Det hedder vores fortid, min nutid og en andens fremtid

Fortov

Fordi man ser på hende og beundrer hendes skønhed, personlighed og alting ved hende. Men vil hun være den samme, når jeg bliver ædru? Hendes blik flakker rundt i natten, som var der millioner af guldsmede der prøvede at male hele himlen flammende orange. Hun finder morskab i at sparke til en tom dåse på vejen. Grinende, smilende danser hun rundt i hendes kjole der flagrer bag hende. Kjolen rammer blødt hendes lår, da hun stopper og kigger på mig med et smil på læben, imens hun stille bider sig læben. Nærmer sig stille og roligt, som var hun en gepard på savannen. Overfalder mig med kys. Vi falder til jorden, og vi griner på fortovet tæt på kirkegården.  Men vi tænker ikke over imorgen, igår eller lige om lidt. Ser imod himlen hvor synet er forvrænget. Alting ser så stort ud i forhold til én selv. Hun kender mig næppe, og jeg er ikke sikker på, at jeg kan huske hende imorgen, og det her i morgen, men hvem siger jeg er her imorgen? Jeg burde ligge på fortovet noget oftere, også når jeg ædru og nødvendigvis ikke med en pige. Bare nyde luftet og duften af øjeblikket. Stanken af morgenbrød skal jeg først tænke på imorgen.

De 2 som engang var elskende, er ikke længere så. De er kun skygger af deres skygge, og de kan ikke længere kende hinanden. Jeg er vokset op med en underlig substans som forældre, fordi de konstant skifter form. De elsker hinanden, men de ELSKER ikke hinanden. Flammen er blevet pustet ud af talen om pension og om hvilken kartoffelskræller der er bedst. Deres drømme om vilde safarier og om rigdom er blevet skiftet ud med Ikea møbler og stel fra Kop & Kande. Hvilken der selvfølgelig ikke er noget galt med, men jeg tror, at man er den alder, man gør sig til. Mine forældre kunne have gået i børnehaveklasse med Jesus og været konfirmeret sammen med deres egne forældre. De glemte, hvad det er at være ung. De få gange alkohol kommer indenbors skal det ud af systemet igen hurtigst muligt, som var det dagen efter man havde røget skunk, og man skulle tage en pistest.