Sidder på et stoppested
Med matematik i hånden
Og venter
Afgangen er uvist
Men dog stadig bevidst
Tvivlen tvivler om den eksisterer
For alting er vel forudbestemt
Mønstre skabes som sætninger på mit papir
Alting, selv adfærd kan sættes i bås
For alting kan regnes frem til,
men nødvendigvis ikke regnes med.
For selv det mest sikre våben
Kan gå i baglås
For selv den mest sikre lås
Kan gå i baglås
For selv den mest sikre
Kan gå i baglås
Sidder fast i ordene
Som fluer på fluepapir
Venter på døden. Begravet i klister
Og her sidder jeg klister
Til stoppestedet
Af håb
Om kærlighed
Til evig tid

Fortid, nutid, fremtid

For fortid blev til historie, nutid blev til fortid og fremtid blev til nutid. Vi lovede, vi ville være til i fremtiden, men vi lavede ikke andet end at gemme os bag fortidens traumer og nutidens spekuleringer. Vi var uvidende om os selv og om hinanden. Men i nogle korte dage var vi, ikke du og jeg, men os. For de nostalgiske tårer der triller ned af mine kinder, når jeg kigger igennem vores fortid, min fortid og indser, at du er en del af den, skærer igennem mig. Lillesøster, storebror, elskende, forelskede, soul mates, venner. Alle forsøg på at overgå hinanden i at smigre mest. Det hedder vores fortid, min nutid og en andens fremtid

Fortov

Fordi man ser på hende og beundrer hendes skønhed, personlighed og alting ved hende. Men vil hun være den samme, når jeg bliver ædru? Hendes blik flakker rundt i natten, som var der millioner af guldsmede der prøvede at male hele himlen flammende orange. Hun finder morskab i at sparke til en tom dåse på vejen. Grinende, smilende danser hun rundt i hendes kjole der flagrer bag hende. Kjolen rammer blødt hendes lår, da hun stopper og kigger på mig med et smil på læben, imens hun stille bider sig læben. Nærmer sig stille og roligt, som var hun en gepard på savannen. Overfalder mig med kys. Vi falder til jorden, og vi griner på fortovet tæt på kirkegården.  Men vi tænker ikke over imorgen, igår eller lige om lidt. Ser imod himlen hvor synet er forvrænget. Alting ser så stort ud i forhold til én selv. Hun kender mig næppe, og jeg er ikke sikker på, at jeg kan huske hende imorgen, og det her i morgen, men hvem siger jeg er her imorgen? Jeg burde ligge på fortovet noget oftere, også når jeg ædru og nødvendigvis ikke med en pige. Bare nyde luftet og duften af øjeblikket. Stanken af morgenbrød skal jeg først tænke på imorgen.

De 2 som engang var elskende, er ikke længere så. De er kun skygger af deres skygge, og de kan ikke længere kende hinanden. Jeg er vokset op med en underlig substans som forældre, fordi de konstant skifter form. De elsker hinanden, men de ELSKER ikke hinanden. Flammen er blevet pustet ud af talen om pension og om hvilken kartoffelskræller der er bedst. Deres drømme om vilde safarier og om rigdom er blevet skiftet ud med Ikea møbler og stel fra Kop & Kande. Hvilken der selvfølgelig ikke er noget galt med, men jeg tror, at man er den alder, man gør sig til. Mine forældre kunne have gået i børnehaveklasse med Jesus og været konfirmeret sammen med deres egne forældre. De glemte, hvad det er at være ung. De få gange alkohol kommer indenbors skal det ud af systemet igen hurtigst muligt, som var det dagen efter man havde røget skunk, og man skulle tage en pistest.

Sidder og tænker tanker endnu en gang i nat
Hører vibration fra telefon, men den er bare opladt.
Skuffet vender jeg endnu en gang stolen
For tanken om en besked, lyste op som solen.
For når man er ensom alene i et tomt rum
Kan man alligevel godt føle sig dum
Når man bliver spændt af en besked
Ligeglad med hvad kontakten hed
For man føler sig druknet af ensomhed
Opslugt af kedsomhed.

I en kø til at dø

Og den måde hendes korte shorts omfavnede hendes ben. Og den måde hendes smil var ubeskriveligt. Og selvfølgelig også den måde hendes øjne glimtede pga. den tætte røg og lyset. Ja, den måde lyset ramte hendes hud, som var ren som et nyfødt barn. Ja, den måde som hun et nyfødt barn smilte til mig med et glimt i øjet. Ja, det glimt i hendes øje, der kunne sende enhver gulvet. Ja, den måde gulvet var så lige og så stille. Stille, ja stille. Stille som vores samtale. Død som vores samtale. Død. Ja da, jeg har set ham et par gange. Når man nu går morgentur på motorvejen, hvor der er oversvømmelse. Dog ikke af regnvand, men det er frustationståre over livet i en kø. I en kø til at dø. Alle folk siger, man skal videre i livet. Men man går da heller ikke altid forlæns? Hvem siger ikke, at der er mindre fremgang i at gå forlæns, baglæns og sidelæns, som der er i at stå stille. Stå stille om sine principper og bare nyde en aften, hvor man ikke går frem i køen. I køen til at dø. I koen. I køn. Ja, køn var hun. Men jeg kunne se på hende, at der var et slør af mystik bag hendes pupillers mørke dunklen. Som bare gjorde hende endnu mere mystisk og endnu mere tiltrækkende. Men det så ud som om, at hun var kommet lidt på at gå frem i køen til at dø. Jeg håber, hun kan stå ved side af mig resten af vejen.

Jeg er tørstig, og hjertet gør ondt. Jeg ser ting foran mig, som ikke er der. Ørkenen er lang. Jeg hallucinationere, at livet er værd at leve. Jeg er tørstig efter kærlighed.