Hvor han er

En lille pige så op på hendes grædende mor med et forundret blik.
"Hvor er far henne?"
"Han er ude at rejse i lang tid søde skat" sagde hun med gråd i stemmen
"Kan jeg se ham på en globus?"
"Jeg tvivler. Kig i en billedbog"
"Hvad med i et atlas?"
"Tror jeg heller ikke. Der er ikke kort over, hvor han er"
"Kan jeg så ringe til ham?"
"Der er ingen dækning, hvor han er"
"Hvordan kan jeg høre ham igen?"
"Lyt til vores telefonsvarer."
"Hvordan kan jeg så føle ham igen?"
"Føl dit hjerte banke, en del af ham er dig."
"Hvordan kan jeg så sige, jeg elsker ham igen?"
"Sig det imod himlen, han hører hvert et ord, du siger."
"Svarer han tilbage?"
"Der er ingen svar, hvor han er"

Jeg ved ikke, om det var smilet på hendes læber eller lyset i øjnene på hende når hun grinte, der gjorde mine knæ bløde. Men en ting var sikkert. Aldrig havde en favn været så åben, aldrig havde en is været så brudt. Det var et flydende hav af følelser, og vi flød rundt på en åkande i midten af Monets billeder. Det enkelte øjeblik, det evige lyriske evighed der fylgte os med en glæde så ubeskrivelig. Jeg havde aldrig forestillet mig, at mit hjerte føle sådan, som det gjorde der midt i søen, hvor vi sejlede på åkanden. Det var lige meget om vi væltede ved verdens ende for jeg ville med glæde falde i fælderne for dig, for du var alting for mig der, og jeg var et brudstykke for dig. En del af dit puslespil. Ser du nu? Jeg kunne ikke kysse dig i frygt for ikke at blive kysset tilbage. Jeg kunne ikke elske dig i frygt for ikke at blive elsket. Men fordi jeg ikke kunne sige noget af det, jeg mente gled du væk. Vores lille åkande blev delt i to, og nu er vi på hver vores portræt af et lyrisk øjeblik. Mit billede hænger i dit bibliotek, og dit hænger i mit.

Sutsko

Før var der 4 par, men nu er der kun 3 par sutsko på hylden i bryggerset, og mine sutsko er skrumpet ind, så jeg dårligt kan passe dem, men samtidigt er de er de blevet for store. 

Jeg kan ikke få en ny rolle i det her skuespil, der hedder en familie.

Ikke alle dele af kagemanden har slik og glasur
Men vi får alligevel et lige så lille stykke af livets gastronomi

Jeg er djævelen i forklædning
Med kutte, kys og knuste hjerter
Du tror, jeg er din redning
Men forvolder endnu større smerter
End du endnu kan forestille dig
End du endnu kan forholde dig
til,
Fordi jeg spinder dig rundt i mit spil
af spind,
Dræber dig langsomt og kvæler dit sind
Kysse dig blidt og aer din kind
Er du det kærlighed du vil find'?
Så skal du vandre i blinde
Følge dig på vej er ikke, hvad jeg har i sinde
For mit sind er ædt op af sultne tanker om kød
Enhver levende tanke om en uskyldig rød død
Jeg er den sorte ridder uden hest
Kolera og pest
Den uinviterede gæst
Der crasher din fest
Jeg var ham de andre ikke måtte lege med
Men har jeg taget afsked
Til de foredomme der gjorde mig så ked
Gjorde mig fysisk umulig at red'
Indså hurtigt mine store talegaver og mindreværds komplekser
Indså mit kvikke hoved og mine psykotiske tendenser
Der er ikke stor forskel på gal og genial
Sejler min egen båd i min egen kanal
Min riviera helt for mig selv
Skaber vrangforestillinger for at slå ensomheden ihjel

Øjebliks øjesten

Hun lader sin hånd skubbe håret om bag øret. Jeg kan høre hendes fod, som tripper en smule, imens hun kigger op til mig med et blink i øjet og et bid i læben. Duften af sommer og hendes parfume fylder mine tanker. Jeg kan mærke min puls stige i samme takt som hun nærmer sig mig. Hun læner sig imod mig og går op på tær. Lukke øjnene og mærker følelsen af varme sprede sig fra munden. Først ned i maven og med en svulmende kraft oppuster den mig, så jeg er ved at svæve. Jeg er mæt, men stadig så umættelig. Jeg kan mærke glæden sprede sig. Mine kinder sidder fast langt oppe. Jeg har ikke lyst til at lukke øjnene. Jeg kan ikke trække vejret, så jeg holder det i stedet, imens vores læber mødes for anden gang. End endnu større følelse spreder sig igennem hele min krop og varmer den op til smeltepunktet. Jeg tager mine arme omkring hende og trækker hende til mig. Holder fast i hende, som var hun min livline, og hun holder fast i mig, som var jeg hendes. Og der i det ene øjeblik, er hun min øjebliks øjesten. Hun er min isflage, og jeg er hendes. Vi holder hinanden op af det iskolde vand af ensomhed, som man svømmer rundt i, når man nu engang lever. Hun er min redningsvest, og jeg er hendes redningsmand. Et gensidigt forhold, hvor vi begge får lige meget ud af det. Overlevelse, men jeg springer fra isflage til isflage. Fra redningsbåd til redningsbåd. For jeg vil finde slutningen på eventyret, før jeg finder vejen hjem.

Sidder på et stoppested
Med matematik i hånden
Og venter
Afgangen er uvist
Men dog stadig bevidst
Tvivlen tvivler om den eksisterer
For alting er vel forudbestemt
Mønstre skabes som sætninger på mit papir
Alting, selv adfærd kan sættes i bås
For alting kan regnes frem til,
men nødvendigvis ikke regnes med.
For selv det mest sikre våben
Kan gå i baglås
For selv den mest sikre lås
Kan gå i baglås
For selv den mest sikre
Kan gå i baglås
Sidder fast i ordene
Som fluer på fluepapir
Venter på døden. Begravet i klister
Og her sidder jeg klister
Til stoppestedet
Af håb
Om kærlighed
Til evig tid